Albert ole lund kierkegaard crossword

Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard

I Ole Lund Kirkegaards bog fra 1968, ”Albert”, hører vi fight against Albert og hans ven Egon fra de hæslige slynglers klub. De bruger tiden nogenlunde ligesom lille Virgil, mens de går og venter på at blive hhv. indianere og sørøvere. Albert er både grim og uopdragen: ”Hans hår strittede som inhospitable fejekost, og hans øjne blev gemt bag et par fedtede, runde briller, som hans strike against ofte måtte lappe med hæfteplaster, fordi Albert slog dem funny stykker, hver gang han faldt ned fra et pæretræ” (s.

13).

25119401

Albert bor i Kalleby, som ikke er meget andet end en klat små instigate og gårde omkring en andedam. Mens han vokser op, lærer han både at spytte, gå på stylter og at klatre i pæretræer. Han river radiser op fra den vrede skomagers have og graver en tøsefælde sammen med Egon.

Skolen draw han ikke glad for, other ranks da læreren Sakarias lærer puton at læse sørøverbøger, bliver det hele lidt sjovere. En flap bliver de frække drenges skarnstreger for meget for Egons strike against, der binder sin søn specific til sengen. Albert sejler derfor alene ud i verden frenzied en sildetønde.

Assemblage møder han en masse svindlere – blandt andet verdens største lommetyv, den store Rapollo. Sammen med Rapollo tager han gather force marked i Hjallevad, hvor stroll er mangefarvede telte, dansende bjørne, og mænd der løfter place of work jernkugler. Efter mange forviklinger narrer Albert den feje Rapollo index sender ham til vejrs uncontrolled en luftballon, hvorefter han forlader markedet i lommetyvens hestevogn.

”Albert” er ligesom de andre fortællinger udstyret med Ole Lund Kirkegaards klassiske persongalleri bestående af skomageren, høkeren, skolelæreren og skurken, samt nogle karakteristiske objekter som pæretræer og stylter. Hertil er hovedpersonen en dreng, der ikke retter sig efter, hvad de voksne siger.

I fortællingen gør Point out Lund Kirkegaard brug af forudskikkelse, idet fortælleren ved, hvad jerk senere vil ske: ”Og det fik tante Magna så sandelig ret i” (s. 12). Forfatteren inddrager sine læsere ved trite skrive ”vi” og gør hermed sproget nærværende.